Wiljo
Wiljo stammer sprogligt fra mit navn, William, og det protogermanske ord for "ønske," der har rødder i det proto-indo-europæiske ord welh – "at vælge" eller "at ville." Dette afspejler det fundament, jeg bygger mit arbejde på: nøje at udvælge materialer, skabe ting jeg selv ønsker at bruge, og opfylde både mine egne og andres ønsker.
Wiljo udspringer af en stærk skabertrang – ønsket om at kunne lave ting, jeg selv mangler eller har brug for. Meget af det, jeg laver, er resultatet af egne idéer eller forespørgsler fra bekendte. Ofte er det ting, jeg har haft særlige tanker om, både i form og funktion.
Hvert stykke arbejde udføres med omhu og i nøje udvalgte materialer. Læderet, jeg anvender, kommer primært fra traditionelle garverier i Europa. Det er vegetabilsk garvet og af "full grain"/narvlæder, hvilket er kendt for sin høje kvalitet og holdbarhed. Alle metaldele – som spænder, fødder og karabiner – er lavet af massivt støbt messing, et materiale der er slidstærkt og bevarer sin farve over tid. Alt hos Wiljo er skåret, poleret og syet i hånden.
Mit mål med Wiljo er også at give andre mulighed for at få deres idéer og ønsker gjort til virkelighed. Samtidig tilbyder jeg muligheden for selv at have indflydelse på design og valg af materialer. Wiljo er fortsat en hobbyvirksomhed, hvilket betyder, at den tid, jeg kan afsætte til projekter, kan variere – og dermed også leveringstiden.
William Bunde-Pedersen
Det er mig der står bag Wiljo Leather, en 25-årig Aarhusianer, der til daglig læser en kandidat i kemi og bioteknologi. Udover studiet og mit arbejde med læderhåndværk forfølger jeg også min anden store passion – kaffe. Gennem de seneste syv år har jeg arbejdet på kaffebar, og i dag er jeg ansat hos Spinchy, hvor jeg rådgiver, sælger og reparerer espressomaskiner.
Min interesse for læderhåndværk startede allerede som 10-årig, da jeg begyndte at lave knive og skeder. Det udviklede sig gradvist til, at jeg sleb og hærdede klinger samt eksperimenterede med andre materialer. Jeg begyndte også at sy mere i læder og lave ting til mig selv, min familie og venner.
I 2020, da corona-pandemien ramte, fik jeg tiden og lysten til at kaste mig over et større og mere komplekst projekt – en rygsæk af eget design. En taske jeg stadig bruger dagligt. I 2023 opstod Wiljo Leather for alvor, og mit arbejde med læder tog fart. Sammen med min søster, der læser på Arkitektskolen i Aarhus, fik jeg en stand på deres julemarked. Succesen her gav mig mulighed for at investere mere i min hobby, hvilket yderligere forstærkede min glæde og interesse for håndværket.
I dag tager jeg imod bestillinger på alt fra store tasker til bælter og nøgleringe. Jeg elsker at fordybe mig i hver eneste detalje af mit arbejde og at få muligheden for at føre andres ønsker ud i virkeligheden.